MIG OG MINE VÆRDIER

Mit navn er Trine.  Jeg er oprindeligt uddannet socialrådgiver men har siden 2008 arbejdet som professionel omsorgsgiver - først som kommunal dagplejer og siden 2020 som privat børnepasser. Jeg er gift med Ronni, som er softwareingeniør. Sammen har vi 4 børn hvoraf de 3 fortsat er hjemmeboende. Basketball fylder meget i vores hjem - og det samme gør mine symaskiner.


'Baby Steps Hobro – en allergivenlig privat pasningsordning' er et tilbud til Jer forældre, der ønsker noget andet for Jeres lille barn.

Min vision er at tilbyde et særligt, kærligt og hjertevarmt alternativ til de almene kommunale dagtilbud. Et tilbud af høj kvalitet funderet på bløde værdier. En lille hyggelig oase, som er indrettet efter og tager hensyn til det lille barns behov. En rolig og harmonisk hverdag med fokus på daglige rutiner og genkendelighed. Et meningsfuldt supplement til familielivet i et miljø, der er næsten lige så godt som hjemme.

Mit ønske er at skabe et sted, hvor der er rart at være, hvor det enkelte barn føler sig trygt, holdt af og værdsat, og hvor I forældre kan have 'ro i maven' over at skulle aflevere Jeres barn.

Jeg har en tilknytningsorienteret og anerkendende tilgang til børnepasning, hvilket kommer til udtryk i min pædagogik og mine værdier.

Her tager indkøringsperioden – eller tilknytningsperioden, som jeg foretrækker at kalde den, den tid, den tager. Tilknytning kan ikke forceres. Om det er 3 uger eller 2 måneder så er der plads til alle behov.

For mig er barnets tid med forældrene det allervigtigste og derfor er det okay at aflevere helt frem til kl. 9.30.

Hos mig er det altid muligt at vælge en deltidsplads – også selvom man ikke er på barsel/orlov. Rent faktisk er der 2 forskellige deltidsmoduler at vælge mellem.

Hos mig er minimumsnormering en realitet. Selvom jeg er godkendt af Mariagerfjord Kommune til at passe 5 børn, har bevidst valgt at have maksimalt 4 børn indskrevet ad gangen. Her kommer ingen gæstebørn og Jeres barn vil således hver dag blive mødt med åbne arme af den samme voksne omsorgsgiver – og de samme 2-3 små venner. Det betyder, at jeg dagligt har muligheden for og tiden til en-til-en relationer med hvert barn. Hos mig er kram, nærhed og nærvær aldrig en mangelvare.

Jeg ser det som min fineste opgave at fylde barnets rygsæk med omsorg og tryghed. Når et lille barn trives, skabes grobund for udforskning, udvikling og læring. Hos mig er langsomhed en dyd – vi tager dagen, som den kommer og giver os tid til at lege, øve, opleve og undersøge. Her er hverdagen fyldt med både kreativitet, musik, sang og udendørsaktiviteter – men mest af alt hygge og nærvær.

Hos mig skal barnet ikke være på overarbejde. Det er min grundlæggende holdning, at et lille barn har behov for at være mest muligt sammen med sine primære omsorgspersoner - og jeg læner mig op ad eksperternes anbefalinger om, at et barn under 3 år allerhøjst bør tilbringe 4-6 timer i pasning dagligt. Selvom jeg hver dag gør mit allerbedste for at se og imødekomme det enkelte barns behov, vil jeg aldrig være bedre til det end Jer forældre. Jeg tror på, at det kan være dejligt og til glæde for det lille barn at være sammen små jævnaldrende venner – at lege med og spejle sig i andre børn, men det er også hårdt arbejde at skulle undvære sine forældre og at dele legetøj og opmærksomhed med andre små i mange timer dagligt. Jeg har naturligvis forståelse for, at ikke alle familier har mulighed for hver dag at begrænse pasningsbehovet til maksimalt 6 timer og derfor vil der også være mulighed for pasning i flere timer om nødvendigt.

Fra 2024 vil der være 3 forskellige pasningsmoduler at vælge mellem – 2 forskellige 31 timers moduler og et 37 timers modul.

Jeg har en forventning om, at de familier, der ønsker at deres barn skal indgå i mit lille hyggelige firkløver, deler mine værdier og tilgang til pasning af helt små børn.


Et godt samarbejde vægtes højt - på den måde kan vi sammen sikre Jeres barn den bedste start på livet væk fra hjemmefra. Hvis barnet fx ikke har sovet så godt om natten, vil jeg gerne vide det, så jeg kan forsøge at tilpasse dagen efter barnet. Har barnet ikke spist så meget til morgen, er det ved at få tænder, faldt det måske på vej hen til mig - alle sammen små, nyttige detaljer. Samtidig er det vigtigt, at I kommer og siger til mig, hvis I undrer Jer over noget, jeg har sagt eller gjort. Gensidig respekt, tillid, dialog og ærlighed er essentielt for et godt samarbejde.

Hos Baby Steps Hobro skal det være skønt og sjovt at være barn.

Jeg har et hyggeligt legeværelse til børnene og en fin, lukket have med blandt andet legehus, sandkasse, gynge og rutsjebane -  jeg har græsplæne til boldspil/leg og en flisebelagt terrasse, hvor børnene kan drøne på scootere. Vi besøger også gerne skoven og legepladserne i nærområdet.

Jeg mener at nærvær, omsorg, forudsigelighed og rolige rammer er fundamentet for at skabe en meningsfuld hverdag for små børn. Små børn, der er trygge og bliver mødt på deres basale behov, er børn, der har den bedste forudsætning for læring og udvikling. Hvert enkelte barn har ret til at blive mødt ligeværdigt - at blive set, hørt og forstået.

Børnene støttes i at blive selvhjulpne. Det booster børns selvværd at kunne selv, ligesom det også kan lette overgangen til livet i børnehaven. Der kæmpes med flyverdragter, jakker og sko - og jeg er altid lige ved siden af til at give opmuntrende ord og en støttende hånd. Børnene hjælper med borddækning og oprydning. De inddrages i hverdagen og hjemligheden. Her er tid og rum til både det vilde og det stille. Udeliv og kreativitet, spontanitet og fordybelse.

Sang og musik er en stor del af vores hverdag. Vi synger dagligt, da det er med til at skabe rutiner og dermed tryghed. Ydermere er det en fantastisk metode til at styrke sprog og hukommelse. Vi har blandt andet en lille 'Tak for mad' sang, der hver dag synges efter frokost. Vi synger også gerne under vores gåture - ofte sange vi finder på undervejs om det, der optager os.  

Jeg serverer en sund og alsidig kost for børnene. Specialkost som fx. babymad, glutenfri mad og lignende skal dog medbringes hjemmefra. Jeg vil dog i det daglige forsøge at tage hensyn til eventuelle allergier og servere sund mad, som alle børn kan tåle og må spise.

Barnet tilbydes middagslur i den medbragte, kendte barnevogn. De helt små børn under ca. 15 mdr. har måske også brug for en lille ekstra morgenlur i vognen. Det er under søvnen al den nye viden og nye indtryk bearbejdes. Under søvnen hviler kroppen og samler energi til flere udfoldelser. Hos mig puttes børnene efter behov, og de får lov at sove, indtil de selv vågner af luren. Den sidste korte periode inden børnehavestart kan barnet evt. tilbydes at sove til middag/hvile indenfor på en madras i mit legeværelse.